Pressemeddelelse -
Norwegian med stærkt resultat i andet kvartal 2023
Norwegian leverede et driftsresultat (EBIT) på 651 millioner norske kroner i andet kvartal, som var præget af solid drift forud for de travleste rejsemåneder om sommeren. Videre offentliggjorde Norwegian og Strawberrys nylig etablerede loyalitetsselskab i dag, at Avida bliver selskabets foretrukne finansielle partner. Sammen med den nylig indgåede aftale om at købe Widerøe vil de nye partnerskaber bidrage til, at Norwegian kan levere endnu bedre og mere smidige rejseoplevelser.
I andet kvartal 2023 havde Norwegian et driftsresultat (EBIT) på 651 millioner norske kroner. Resultatet før skat (EBT) blev 538 millioner norske kroner. Kontantbeholdningen blev forbedret til 9,3 milliarder norske kroner. Ved udgangen af første kvartal bestod Norwegians flåde af 81 fly.
Høj belægning og solid operationel drift
I andet kvartal 2023 havde Norwegian 5,6 millioner passagerer sammenlignet med 5,0 millioner passagerer i andet kvartal 2022. Kapaciteten (ASK) var på 8,7 milliarder sædekilometer, mens passagertrafikken (RPK) var på 7,3 milliarder sædekilometer. På grund af Norwegians kapacitetsøgning til den travle sommersæson var produktionen 44 procent højere end i det foregående kvartal. Belægningen var på 84,4 procent mod 81,2 procent i samme periode sidste år.
”Kvartalet har vist vores evne til at øge kapaciteten og levere solid, operationel drift som et af de bedste flyselskaber på punktlighed og regularitet i Europa. Dette er et resultat af en ihærdig indsats fra vores 4700 kollegaer, som hver dag arbejder for, at vores passagerer skal komme frem til deres destinationer så effektivt som muligt. Denne sommer har vi udelukkende i egne fly og med eget personale budt vores passagerer velkommen. Det gør, at vi kan tilbyde en god ’Norwegian-oplevelse’ på tværs af hele rejsen, hvilket har bidraget til, at vi er et af de mest værdsatte flyselskaber i Norden,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.
Andelen af afgange inden for 15 minutter efter ordinær tid var i andet kvartal på 81,5 procent sammenlignet med 78,8 procent i samme periode sidste år. Regulariteten, antal gennemførte flyvninger, var på 99,5 procent. Norwegian blev i maj kåret til Europas mest punktlige flyselskab af analysebureauet Cirium. Også i april, juni og juli var Norwegian blandt de tre mest punktlige flyselskaber i Europa.
”Sommeren 2023 bliver en af de stærkeste i Norwegians historie. Jeg er glad for, at de stærke bookingtal fortsætter, idet vi ser, at de forretningsrejsende er tilbage, mens andre planlægger at rejse med os i efterårsferien,” siger Geir Karlsen.
Partnerskab sikrer bæredygtig vækst
I april offentliggjorde Norwegian, at selskabet indgår et strategisk partnerskab med Norsk e-Fuel for at bygge verdens første fuldskala produktionsanlæg af elektrobrændstof i Nordnorge. Anlægget vil producere fossilfrit flybrændstof. Partnerskabet dækker forventeligt 20 procent af Norwegians behov for fossilfrit brændstof inden 2023. Derudover vil Norwegian investere mere end 50 millioner norske kroner i en minoritetsandel i selskabet.
Norwegian gik i juni sammen med Strawberry, tidligere Nordic Choice Hotels, for at etablere et fælles selskab for forskellige loyalitetsprogrammer. I dag offentliggjorde selskabet sin første milepæl; et samarbejde med KKR-ejede Avida Finans AB for at tilbyde relevante finansielle services til partnerskabets 7,5 millioner medlemmer. Ved færdiggørelsen af aftalen, som forudsætter visse vilkår og godkendelse fra myndighederne, vil Norwegian og Strawberry have lige ejerskab i det nye selskab, mens Avida vil have en ejerandel på knap 2 procent. Norwegian forventer at bogføre en gevinst på omkring 800 millioner norske kroner, når aftalen forventes færdiggjort i løbet af fjerde kvartal 2023.
Derudover blev Norwegian for nylig tildelt en eksklusive flyaftale med den norske forsvarssektor, hvilket igen viser, at Norwegian har et attraktivt produkt. Det norske Forsvar lagde specielt vægt på miljøkrav i udbudsprocessen, og Norwegian blev tildelt aftalen for blandt andet arbejdet med brug af fossilfrit flybrændstof.
Widerøe og Norwegian vil tilbyde et bedre produkt
I juli offentliggjorde Norwegian, at selskabet havde indgået en aftale om at købe det norske flyselskab Widerøe for 1.125 millioner norske kroner, forudsat visse vilkår. Opkøbet vil sikre et endnu bedre og helhedsmæssigt produkt, som gør det muligt for kunderne at rejse enkelt og smidigt på tværs af rutenetværkene. Transaktionen vil give et udfyldende rutenetværk samt betydelige operationelle synergier og vil på baggrund af dette være værdiskabende for selskabets ejere. Aftalen, som skal godkendes af det norske konkurrencetilsyn, er forventet færdiggjort inden udgangen af fjerde kvartal 2023.
Norwegians kunder sætter pris på flyselskabets solide operationelle drift og det attraktive og voksende rutenetværk. Opkøbet af Widerøe og udviklingen af en fælles platform for medlemsfordele sammen med relevante partnere vil fortsætte med at gøre Norwegian til et foretrukket flyselskab i Norden.
Kapitalstrukturen i Norwegian
Bestyrelsen i Norwegian prioriterer, at selskabet har en hensigtsmæssig kapitalstruktur. Norwegian har gennemgået en vellykket omstilling efter rekonstruktionen og er i dag et solidt flyselskab, som løbende evner at tilpasse sig markedsudviklingen. Bestyrelsen har sat gang i en proces, som skal sikre, at selskabets kapitalstruktur reflekterer dette; en proces, som også vil kunne gøre det muligt at udbetale udbytte. Som en del af denne proces er det blevet besluttet at indfri obligationslånet NAS13 før forfald.
Emner
Kategorier
Norwegian
Norwegian er et af Nordens største flyselskaber og et af Europas førende lavprisselskaber med omkring 4500 ansatte. Selskabet tilbyder et omfattende rutenetværk mellem de nordiske lande og destinationer i Europa.
Siden opstarten i 2002 har mere end 300 millioner passagerer fløjet med Norwegian. Norwegians ambition har altid været at tilbyde flybilletter til gode priser og sikre passagerer mere valgfrihed på rejsen.
Norwegian er en drivkraft bag bæredygtige løsninger og grøn omstilling i luftfarten. Selskabet har som mål at reducere sit CO2-udslip med 45 procent inden 2030. Derfor fornyer Norwegian flyflåden, fremmer bæredygtigt flybrændstof, reducerer og genvinder affald og bruger vejr- og vinddata for mere effektive flyvninger, som sparer brændstof. Norwegian ønsker at være det mest bæredygtige valg for passagererne.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, TikTok, LinkedIn og YouTube.