Pressemeddelelse -
Norwegian med god passagervækst i marts
Stigende efterspørgsel blandt både forretnings- og fritidsrejsende påvirker Norwegians passagertal positivt i marts. I alt fløj næsten 2,2 millioner passagerer med Norwegian denne måned, hvilket er en stigning på 27 procent. Belægningen var på 87,9 procent, op 3,7 procentpoint.
Trafikudviklingen for marts er både god med hensyn til vækst og belægning, men tallene fremstår usædvanlig stærke sammenlignet med sidste år, hvor de skandinaviske piloter i datterselskabet Norwegian Air Norway strejkede. Derudover er tallene påvirket af, at hele påsken i år faldt i marts.
I marts fløj 2.195.037 passagerer med Norwegian, hvilket er en stigning på 27 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Den totale trafikvækst (RPK) steg med 27 procent, mens kapaciteten (ASK) steg med 21 procent denne måned.
”Vi ser, at et stigende antal rejsende vælger Norwegian, også forretningsrejsende både på indenrigsruterne i Skandinavien og ud i Europa. Stadig flere virksomheder bliver opmærksomme på, at det er muligt at få flyrejser med høj kvalitet til en lav pris og gennemgår deres rejsepolitikker for at reducere omkostningerne. Derudover fortsætter den gode passagerudvikling på langdistanceruterne, hvor vi stadig udvider rutetilbuddet til vores kunder”, siger Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos.
Flådealder på 3,6 år
Norwegians flådefornyelse fortsætter med stor kraft i 2016 med levering af i alt 21 fabriksnye fly. Tre fabriksnye Boeing 737-800 blev leveret direkte fra fabrikken i Seattle i marts. Med en gennemsnitsalder på 3,6 år er Norwegians flyflåde blandt de mest moderne og miljøvenlige i Europa.
Norwegian gennemførte 99,3 procent af de planlagte flyvninger i marts, hvoraf 75,6 procent afgik til tiden.
Kontaktpersoner:
Informationschef Daniel Kirchhoff, tlf. +45 26 57 07 67
IR-ansvarlig Tore Østby, tlf. +47 91 63 16 45
Emner
Norwegian
Norwegian er Skandinaviens næststørste flyselskab og det tredjestørste lavprisselskab i Europa. I dag opererer Norwegian 439 ruter til 130 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand og USA. Norwegian fløj næsten 26 millioner passagerer i 2015. Selskabet er børsnoteret (2003) og har omkring 6000 ansatte. Norwegian har over 100 fly i flåden med en gennemsnitsalder på 3,6 år. Norwegian indfaser løbende nye, mere miljøvenlige fly og har en af de mest moderne flyflåder i Europa. Både i 2013, 2014 og 2015 blev Norwegian kåret til Europas bedste lavprisselskab af anerkendte SkyTrax Airline Awards. I 2015 blev Norwegian også kåret til verdens bedste lavprisselskab på langdistanceruter. Det er flypassagererne selv, der bedømmer over 200 flyselskaber over hele verden i det, der er betegnet som den mest prestigefyldte prisuddeling i flybranchen. For mere information besøg www.norwegian.com
Følg Norwegian på Facebook her.
Følg Norwegian på YouTube her.