Pressemeddelelse -
Norwegian med god passagervækst i et sæsonmæssigt svagt første kvartal
Norwegian fremlægger i dag et nettoresultat på -46,2 millioner norske kroner (NOK) i årets første kvartal. Global ekspansion, god passagervækst og høje brændstofomkostninger præger kvartalet. Selskabet gennemførte også en vellykket rettet aktieemission i første kvartal.
Nettoresultatet var på NOK -46,2 millioner mod NOK -1.491,5 millioner i samme kvartal i 2017. Nettoresultatet påvirkes positivt af en finansiel gevinst fra reklassificeringen af investeringen i Norwegian Finans Holding på NOK 1.940 millioner.
I første kvartal valgte 7,5 millioner passagerer at flyve med Norwegian, hvilket er en stigning på 12 procent. Kapacitetsvæksten var på 36 procent, og belægningsgraden var på 84,5 procent.
De senere års vækst i Norwegian har ført til etablering af flere internationale baser og lancering af mange nye ruter. Væksten er størst i USA.
- I dette kvartal mærker vi særligt effekterne af højere brændstofomkostninger. Vi har fordoblet antallet af nye Dreamlinere sammenlignet med samme periode sidste år. Flyene fyldes godt op, og stadig flere kunder, både i nye og mere etablerede markeder, vælger at flyve med Norwegian. Vores langdistanceoperation er veletableret, hvilket beviser, at de rejsende ønsker at flyve interkontinentalt til lave priser, siger koncernchef Bjørn Kjos.
I takt med at selskabet vokser globalt, styrkes også storskalafordelene. Det giver lavere enhedsomkostninger. I løbet af første kvartal faldt enhedsomkostningerne med fem procent, inklusiv afskrivning og eksklusiv brændstofforbrug.
Norwegian gennemførte en vellykket rettet emission
En rettet emission på NOK 450 millioner blev gennemført i dette kvartal.
- Norwegian har været igennem en lang periode med stærk vækst, som vil toppe i andet kvartal i år. Kapitaltilførslen vil styrke konkurrenceevnen og beskytte eksisterende og fremtidige investeringer i et marked præget af høje oliepriser og svingende valutakurser, fortsætter Kjos.
I løbet af kvartalet har selskabet sat seks fabriksnye Boeing 787-9 Dreamlinere og to fabriksnye Boeing 737-800-fly i drift. Selskabet har også lanceret nye ruter fra Paris til Denver og Oakland/San Fransisco, fra London til Chicago og Austin, samt fra Rom til Oakland/San Fransisco. Selskabet har også indgået en samarbejdsaftale med det norske flyselskab Widerøe, som giver rejsende på norske indenrigsruter mulighed for at flyve gnidningsfrit med Norwegian og Widerøe.
- Samarbejdet med Widerøe er blevet godt modtaget i markedet, og antallet af bookinger stiger fortsat, siger Kjos.
Selskabet er i gang med at afhænde op mod 140 fly, inklusiv fremtidige bestillinger, gennem udfasning af ældre fly, samt muligt salg eller overførelse til eget leasing-selskab. Norwegian vil også vurdere de strategiske muligheder for loyalitetsprogrammet Norwegian Reward.
Flere henvendelser efter IAG's køb af aktier i Norwegian
Norwegian har fået flere henvendelser efter, at IAG Group meddelte, at de havde købt en aktiepost på 4,6 procent i selskabet. Norwegians bestyrelse har etableret en styregruppe og engageret finansielle og juridiske rådgivere for at håndtere relevante henvendelser og varetage alle aktionærers interesser.
For yderligere information, se venligst vedlagte kvartalsrapport (engelsk).
Emner
Kategorier
Norwegian
Norwegian er verdens sjettestørste lavprisflyselskab, og i 2017 transporterede selskabet over 33 mio. passagerer. Flyselskabet tilbyder mere end 500 ruter til mere end 150 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand, Singapore, Argentina, Caribien, USA og Sydamerika. Norwegian har en flyflåde på 150 fly, der i gennemsnit er 3,6 år gamle, hvilket gør flyflåden til en af verdens yngste og grønneste. Norwegian er blevet kåret til Most Fuel-Efficient Airline on Transatlantic Routes af International Council on Clean Transportation (ICCT). Norwegian er blevet kåret som World's Best Low-Cost Long-Haul Airline af det anerkendte SkyTrax World Airline Awards de seneste tre år og for femte år i træk som Europe's Best Low-Cost Airline. Norwegian har omkring 9.000 medarbejdere.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn og YouTube.