Pressemeddelelse -
Norwegian-koncernen med rekordkvartal
I tredje kvartal opnåede Norwegian-koncernen det bedste kvartalsresultat i selskabets historie med et resultat før skat (EBT) på 2.891 millioner norske kroner. Selskabet nåede flere vigtige milepæle i løbet af kvartalet, herunder den første udbetaling af udbytte og bestillingen af 30 nye Boeing-fly.
I tredje kvartal havde Norwegian-koncernen et driftsresultat (EBIT) på 3.071 millioner norske kroner og en driftsmargin på 25,1 procent. Likviditetsbeholdningen udgjorde 10,5 milliarder norske kroner ved udgangen af kvartalet.
”Vi er meget glade for at kunne præsentere endnu et rekordkvartal. I august udbetalte vi selskabets første udbytte på 0,90 NOK pr. aktie til ca. 75.000 aktionærer. Det har været et rigtig godt kvartal, og jeg vil gerne sige en stor tak til alle kollegaer i både Norwegian og Widerøe, som har arbejdet hårdt gennem den travleste periode af året. Widerøes gentagne passagerrekorder fortjener også anerkendelse, og i september havde selskabet det højeste passagertal i sin mere end 90-årige historie,” siger Geir Karlsen, koncernchef for Norwegian.
I tredje kvartal havde Norwegian-koncernen 8,41 millioner passagerer, hvoraf 7,28 millioner var Norwegian-passagerer og 1,12 millioner rejste med Widerøe. Belægningsgraden for kvartalet var 88,3 procent for Norwegian, hvilket er en stigning på 0,3 procentpoint i forhold til sidste år, mens Widerøe havde en belægningsgrad på 77,5 procent, hvilket er et fald på 0,6 procentpoint. Kapaciteten for Norwegian og Widerøe steg med henholdsvis 2 og 3 procent. Begge selskaber leverede også solide driftsresultater i kvartalet. Widerøe gennemførte 98,2 procent af sine planlagte flyvninger, hvilket er det højeste tal i over ti år, og havde en punktlighed på 91,8 procent. Norwegian gennemførte 99,3 procent af sine planlagte flyvninger og havde en punktlighed på 77,8 procent, en stigning på 3,6 procentpoint i forhold til samme periode sidste år.
Flådefornyelse og medvind i Danmark
I tredje kvartal udvidede Norwegian sin eksisterende Boeing-ordre ved at benytte sin option på at købe yderligere 30 Boeing 737 MAX 8-fly. Den samlede ordre er nu på 80 fly.
"Ved at benytte optionen i Boeing-aftalen bevarer vi fleksibiliteten i vores flåde og bekræfter samtidig vores mål om at have en af Europas mest moderne og brændstofeffektive flåder. Dette er et vigtigt skridt i den løbende fornyelse af vores flyflåde, og vi er glade for at kunne styrke vores langsigtede samarbejde med Boeing," siger Geir Karlsen.
Oktober var en meget vigtig måned i Danmark, præget af flere positive begivenheder. Måneden begyndte med lanceringen af ti nye internationale ruter fra Billund Lufthavn. Samme dag blev Norwegian kåret til »Europas bedste flyselskab« ved Danish Travel Awards. Få dage senere vandt Norwegian den danske regerings udbud om en indenrigsrute med formål om et lavere klimaaftryk. Udbuddet betyder, at 93 procent af Norwegians flyvninger mellem Aalborg og København fra marts næste år vil flyve med mindst 40 procent bæredygtigt flybrændstof (SAF). Projektet forventes at spare cirka 6.700 ton CO2 målt ud fra et livscyklusperspektiv.
Godt forberedt til vintersæsonen
Norwegian har reduceret kapaciteten med mellem 25 og 45 procent for de kommende vintermåneder sammenlignet med oktober. Dette er gjort for at tilpasse udbuddet til efterspørgslen i vintermånederne og for at optimere driften i lavsæsonen.
"Vi har et attraktivt rutenetværk til vintersæsonen, der er godt tilpasset kundernes behov. Bookingtrenden ser lovende ud, og kunderne booker deres rejser tidligere i år sammenlignet med foregående år. Vi har derfor solgt flere billetter i år end på samme tidspunkt sidste år, med lavere kapacitet. Det lover godt for en travl vintersæson med fulde fly," siger Geir Karlsen.
Emner
Kategorier
Norwegian
Norwegian-koncernen er et førende nordisk luftfartsselskab med hovedkontor i Fornebu uden for Oslo i Norge. Selskabet har over 8.200 ansatte og ejer to af de førende flyselskaber i Norden: Norwegian Air Shuttle og Widerøe's Flyveselskap. Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024 med et formål om at gøre det endnu nemmere at rejse på tværs af de to flyselskabers netværk.
Norwegian Air Shuttle, det største norske flyselskab med omkring 4.700 ansatte, tilbyder et omfattende rutenetværk, der forbinder de nordiske lande med et bredt udvalg af europæiske destinationer. I 2024 transporterede Norwegian 22,6 millioner passagerer og havde en flåde på 86 Boeing 737-800 og 737 MAX 8-fly.
Widerøe's Flyveselskap, Norges ældste flyselskab, er Skandinaviens største regionale flyselskab. Flyselskabet har mere end 3.500 ansatte. Widerøe opererer hovedsageligt lufthavne med korte landingsbaner i de norske landdistrikter og driver flere statslige kontraktruter (PSO-ruter) ud over sit eget kommercielle netværk. I 2024 havde flyselskabet 3,8 millioner passagerer og en flåde på 49 fly, herunder 46 Bombardier Dash 8-fly og tre Embraer E190-E2-fly. Widerøe Ground Handling leverer ground handling-tjenester i 41 norske lufthavne.
I Norwegian-koncernen er bæredygtighed en hovedprioritet, og koncernen har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen fra sine aktiviteter betydeligt. Blandt de mange initiativer, er det mest bemærkelsesværdige, investeringen i produktion og brug af fossilfrit flybrændstof (SAF). Norwegian stræber efter at blive det bæredygtige valg for sine passagerer og bidrager aktivt til omstillingen af luftfartsindustrien.
Følg Norwegian på Facebook, Twitter, Instagram, TikTok, LinkedIn og YouTube.